Godt at vide

Du har læst vejrudsigten og forberedt din påklædning. Du har undersøgt, hvor du skal spise din aftensmad eller besluttet dig for at spise hjemmefra. Men hvad er ellers nyttigt at vide, inden du bevæger dig ud for at udforske i byen under Kulturnatten? Vi har samlet en række praktiske informationer til dig herunder. 

Dato
Kulturnatten vil vanen tro lyse op i efterårsmørket fredag i uge 41. I 2023 er det den 13. oktober kl. 18.00-00.00.

Kulturpas
Kulturpasset er skal du have for at komme ind til alle de arrangementer der er i programmet.

Kulturpasset koster 110 kroner og kan fra 2. oktober købes i alle 7-Eleven butikker i Hovedstadsområdet eller i Kulturnattens webshop.

Et Kulturpas giver adgang til over 200 særarrangementer og fri transport med bus, tog og Metro i Hovedstadsområdet zone 1-99 fra kl. 16.00 til kl. 04.00.

Kulturpasset findes i 2023 både digitalt og som badge, men du skal ikke have begge dele.

Alle børn under 12 år har gratis adgang i følgeskab af en voksen med et Kulturpas.

Fri transport
Du kan benytte Kulturpasset som billet til bus, tog og Metro i Hovedstadsområdet (zone 1-99) kl. 16.00-04.00, den 13. oktober.

Kulturpasset gælder som billet for en voksen og to børn til og med 11 år.

Igen i år giver Kulturpasset også mulighed for at hoppe på Kulturnattens bådfart, hvor overdækkede både sejler i ring kl. 18.00-00.00. Der kører også veteranbusser rundt i byen på aftenen og samler glade kulturgæster op. Du har fri adgang til at benytte bådebådfarten og veteranbusserne med et Kulturpas.

Hvis du gerne vil bevæge dig hurtigt rundt i byen og være ude i den friske luft, så foreslår vi, at du går eller tager din cykel. 

Årets program
Fra den 15. september kan du se programmet til Kulturnatten her på hjemmesiden. Du kan sortere i både områder og kategorier i programmet og få et hurtigt overblik over de arrangementer, der matcher dine interesser. Du finder kun programmet på Kulturnattens hjemmeside. Dog vil du, når du køber et Kulturpas, få udleveret en oversigt med navne og adresser på alle arrangørerne, men hvad der sker hos dem, kan du kun læse her på hjemmesiden.

Køber du dit Kulturpas online, får du samtidig et link til oversigten i din bekræftelsesmail.

Tilmelding
Bemærk, at nogle få arrangementer kræver, at du tilmelder dig på forhånd. Det er ærgerligt at møde op, hvis der ikke er plads. Arrangementer med tilmelding er markeret med en rød knap, hvor der står: Tilmelding nødvendig. Står det der ikke, skal du bare møde op. Al tilmelding begynder den 4. oktober kl. 12.

Min Kulturnat
Husk, at du kan lave en bruger på Kulturnattens hjemmeside, logge ind på Min Kulturnat og tilføje dine favoritter til din egen, personlige huskeliste. Har du ikke en profil, så kan du oprette dig via Facebook eller lave et nyt log ind med din mail. Du finder formen til oprettelse nederst i højre hjørne af hjemmesiden. Du tilføjer arrangementer til din personlige huskeliste ved at klikke: Tilføj til min Kulturnat, når du er inde på et arrangement. Når din huskeliste er færdig, kan du klikke: Send som e-mail, og få tilsendt din liste til den mail, du er logget på med.

Tålmodighed er en dyd
Der er mange Kulturnat gæster i byen, og nogle arrangementer vil være tæt pakkede. Vi håber, at du vil væbne dig med tålmodighed og tage dig god tid.

Den Lille Kulturnat
Den Lille Kulturnat er tilbage i 2024, og vi glæder os til at gense alle glade børn og deres voksne, den 15. marts 2024

Handicapforhold
Kulturnatten udsteder ledsagerpas til alle, som har et gyldigt ledsagerkort fra Danske Handicaporganisationers Brugerservice. Gæster, der har et ledsagerkort, kan anmode om et ledsagerpas ved køb af et Kulturpas i vores webshop. Sidste mulighed for at købe et Kulturpas og anmode om et ledsagerpas er den 7. oktober kl. 12.00. Husk at opgive ledsagerkort kortnummer i bemærkninger.

Nyhedsbrev
Du kan få nyt om Kulturnatten og Den Lille Kulturnat ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev. Du kan også følge med og finde inspiration på Instagram og Facebook.