.

Hvem er vi?

I over 30 år har Kulturnatten været en af Københavns mest afholdte og velbesøgte kulturbegivenheder. Når skolerne går på efterårsferie, skaber foreningen Kulturnatten en festlig aften, hvor hele byens kulturliv smelter sammen og åbner sig til glæde og inspiration for os alle.

Mere end 250 museer, teatre, biblioteker, kirker, ministerier, parker og pladser over hele byen byder gæster velkommen under Københavns største årlige endagsbegivenhed – og de mange spændende arrangementer viser, at byen favner bredt, når den viser sine mange sider af kulturlivet frem.

Fra indre by til Valby, Frederiksberg, Østerbro, Vesterbro, Nørrebro, Nordvest, Islands Brygge, Amagerbro og Christianshavn vil store og små kunne opleve byen på en ny måde med særarrangementer, der kun bliver afholdt denne ene aften. Det eneste, som de nysgerrige behøver, er et Kulturpas!

Den første Kulturnat fandt sted den 15. oktober 1993. Programmet havde dengang 45 deltagende institutioner, og der blev solgt cirka 4000 Kulturpas. Siden da er antallet af arrangører steget til over 250. I 2018 toppede salget af Kulturpas med over 94.000 solgte pas, og i 2022 blev der solgt 69.000 Kulturpas. Selvom vi er blevet større, er den oprindelige idé bag Kulturnatten stadig 100% intakt.

Kulturnattens formål er at skabe byens største endagsbegivenhed, der en gang om året åbner byen og binder den sammen i en intens oplevelse af ekstraordinære kulturarrangementer.

På Kulturnatten har arrangørerne mulighed for at vise, hvilke skatte de råder over, og hvad de kan. Og København og Frederiksberg har mulighed for at vise sig fra deres bedste side.

I 2019 afholdt foreningen for første gang Den Lille Kulturnat i marts måned. Ideen er den samme, et Kulturpas giver adgang til skønne arrangementer hos engagerede arrangører, men til Den Lille Kulturnat er arrangementerne kun for børn og deres voksne.

Vi håber, at Den Lille Kulturnat gennem de næste mange år, vil blive en ligeså elsket og traditionsbunden begivenhed i København og på Frederiksberg som Kulturnatten i oktober har været det længe.

Om Foreningen Kulturnatten i København

Foreningen Kulturnatten i København tilrettelægger og gennemfører Kulturnatten én gang om året. Den første Kulturnat var i 1993, og foreningen blev stiftet i 2004.

Foreningens formål er at sørge for, at Kulturnatten fortsat kan afholdes hvert år. Medlemmerne betaler ikke kontingent, og alle arbejder ulønnet på nær Kulturnattens sekretariat.

Kulturnatten modtager hverken støtte fra stat eller kommune. Den eneste sponsor er DOT, der sponsorerer transport på selve Kulturnatten. Alle indtægter kommer fra salg af Kulturpas, og et eventuelt overskud kan udelukkende anvendes til gennemførelsen af kulturelle arrangementer under næste års Kulturnat i København og på Frederiksberg. 

Foreningens medlemmer:

Arbejdermuseet
DR
Dansk Arkitektur Center
Dansk Jødisk Museum
Davids Samling
Designmuseum Danmark
Det Danske Filminstitut
Det Kongelige Bibliotek
Frederiksberg Hovedbibliotek
Frederiksberg Kulturdirektorat
Frederiksberg Museerne
Kongernes Samling (Rosenborg og Amalienborg)
Kulturhuset Islands Brygge
Kunstforeningen Gl. Strand
Københavns Museum
Københavns Hovedbibliotek
Movia
Nationalmuseet
Nikolaj Kunsthal
Ny Carlsberg Glyptotek
Rundetaarn
SMK – Statens Museum for Kunst
Teatermuseet i Hofteatret
Thorvaldsens Museum
Zoologisk Have

Foreningens bestyrelse
Ulla Didriksen, Skoletjenesten - Forperson
Daniel Smith Nielsen, SMK – Statens Museum for Kunst - Næstformand
Henriette Bachmann, Kulturhuset Islands Brygge
Marie-Claire Schat, Det Danske Filminstitut
Peter Kristiansen, Kongernes Samling
Anders Eske Laurberg Hansen, Københavns Kulturkvarter
Jesper Møller, Københavns Museum 
Ditte-Marie Lund, Rundetaarn - Suppleant
Sille Brethvad, Frederiksberg Museerne - Suppleant  

Vedtægter for Foreningen Kulturnatten i København: Klik her for download